Christian Tafdrup, f. 8.4.1978, dansk skuespiller. Christian Tafdrup er uddannet på Statens Teaterskole og har bl.a. medvirket i Hvem er Sylvia (2003, Det Danske Teater), Forstad (2005, Mungo Park) og Hamlet (2008, Det Kongelige Teater).
På film har Christian Tafdrup bl.a. spillet med i Smukke dreng (1993), Den store dag (2005) og En soap (2006). Desuden har han instrueret novellefilmene Kopisten (1999) og Debutanten (2002). I 2017 modtog Christian Tafdrup en Robert i kategorien årets instruktør for sin spillefilm Forældre (2016).